PRÆSTEDRYP I EN CORONATID (2)

PRÆSTEDRYP I EN CORONATID (2)


# Refleksioner
Publish date Udgivet af Carsten Kofoed Espersen, fredag d. 20. marts 2020, kl. 00:00
PRÆSTEDRYP I EN CORONATID (2)

Lever vi, så lever vi for Herren… om døden, sorgen og håbet (for at lytte til optagelse klik her)

Folk dør. Det gjorde de også før coronavirus. Men tallene for dødstal for covid19 patienter vokser (på verdensplan) hver dag, og minder os om det uomgængelige faktum. Rationelt nok fylder det også os med frygt for de af vore kære, eller os selv som måtte være særlig udsatte pga. af et dårligere immunforsvar. Selvom vi alle ved, at vi skal dø, så bliver den erkendelse aktualiseret på en anden måde i den nuværende situation.

Hvordan reagerer vi når vi står over for døden? Mit umiddelbare bud, hvis vi ellers er raske og normale, så er det med et: Nej tak! Der er ikke meget godt at sige om døden, som stjæler livet. Sådan opleves det pludselige tab; som en tyv der stjæler.

Hvad byder den kristne tro ind med? Hvordan reagerer kristne i mødet med døden? Hvordan reagerer de over at miste en af deres kære? Umiddelbart ligesom alle andre, selvfølgelig med sorg og følelsen af tab. For der er et tab. Og de gør de ret i at sørge og føle tab. De har lært det af Herren Jesus Kristus selv, der ved en vens grav reagerer på samme måde. Med gråd og sorg, ja endda indignation over døden, der har lagt sin klamme hånd på livet og taget det. For døden er en fjende. Også selvom den allerede har tabt krigen, kan den godt vinde slaget.

Men det er ikke alt, hvad der er at sige. Der er mere. Sandt nok er det ikke altid kristne oplever eller erfarer det mere i nuet, sorgen og smerten er for stor. Men der er mere at sige, fordi det er grundet i noget uden for dem selv. Noget der gælder, uanset deres subjektive erfaring af det her og nu. Noget som den kristne tro, eller rettere, noget som Jesus Kristus har givet dem som et anker midt i døden og sorgen.

For det første er de i egentligt ikke overraskede. Måske er de det i situationen, men de vidste det godt. Negativt ved de at de lever i en ødelagt verden, hvor døden råder – og troen på Gud er ikke en fribillet til et lidelsesfrit liv. Det er ikke grunden til, at de tror og følger ham. Positivt ved de, at hvad de end møder, vil han aldrig forlade dem.

Du vil støde på det igen og igen. I bibelen. Salme 23: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød” – jeg er tryg og sikker, hvordan? ”Selvom jeg vandrer gennem dødskyggens dal, frygter jeg intet ondt” Selvom jeg skal dø, er jeg tryg i at Gud er hos mig, ikke i at jeg ikke skal dø. Du finder det i sangene og salmerne igen og igen. Om Gud reddet vores liv her og nu eller ej, så holder Gud ikke op med at være vores far. Selv i det svære, er vi ikke adskilt fra hans kærlighed. De ser det måske ikke i nuet, men han har lovet det.

For det andet, ser de ikke kun på lidelsen, men også et andet sted hen i den.

Hvad er grunden til tryghed midt i lidelsen? Det er Jesus Kristus selv. Guds søn elskede os og gav sig selv hen for os, for at vi skulle leve med ham. I dåben er de blevet sammenføjet med ham. Med hans lidelse og død, og hans opstandelse fra de døde. De har fået livsfællesskab med ham, der elskede gennem mørket, døden og lidelsen, og ved, at lige så sikkert som de har del i hans lidelse og død, lige så sandt har de del i hans liv og sejr over døden. Eller, det er ikke altid det er så nemt at holde fast ved. Men det gør det ikke mindre sandt. Og igen og igen taler han udefra sit liv ind i dem – og viser, at han er hos dem. Hos ham mister døden ikke sit smerte, men sin sejr. Den er ikke det sidste ord. Og pga. Jesus har døden allerede tabt

Hvad betyder det i hverdagen? Det betyder i hvert fald det her:

For det første, så sætter det dem fri til at leve og tjene for andre. Apostlen Paulus sagde det sådan her. ”Ingen af os lever for os selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både døde og levende.” Hvad enten vi dør eller lever, hører vi ham til – og er frie til at tjene ham ved at tjene vor næste. De kæmper ikke for at høre til, men fordi de ved de hører til, kan de kæmpe for andre. Det vil jeg vende tilbage til en anden dag.

For det andet, så betyder det, at når de møder døden og sørger over tabet af en elskede. Så sørger de, men de har lov til at sørge med håb. Et håb, der hverken grunder sig i deres egen psykologiske robusthed, eller noget særligt ved den afdøde levede liv, men alene i dette – at når et menneske har sat sin lid til ham, der er stærkere end døden, så kan end ikke døden adskille os fra ham, eller hinanden. Der har deres håb i Jesus, som sagde:

”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve om han end dør. Og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” (Joh 11,25)

Hvad jeg finder virkelig overvældende, er at han inviterer os alle ind i hans favn for at få det samme håb.

Selvfølgelig er der meget mere at sige, end et lille dryp kan nå. Du er velkommen til at kontakt os præster for en snak.

Herren velsigne dig.

Amen


Dagens Bøn

En morgen og aftenbøn

Jeg takker dig, min himmelske Fader, ved Jesus Kristus, din kære Søn, at du i denne nat har beskærmet mig mod al skade og fare, og jeg beder dig, at du også denne dag vil bevare mig fra synder og fra alt ondt, så mit liv og alt hvad jeg gør, må være dig til behag. Så befaler jeg mit, mit liv, min sjæl og alt i dine hænder. Lad din hellige engel være hos mig, så den onde fjende ingen magt får over mig. Amen

Jeg takker dig, min himmelske Fader, ved Jesus Kristus, din kære Søn, at du i dag nådigt har bevaret mig, og jeg beder dig, at du vil tilgive mig alle mine synder, hvormed jeg har gjort uret, og jeg beder om, at du denne nat nådig vil bevare mig, for jeg befaler mig med legeme og sjæl og alle ting i dine hænder. Lad din hellige engel være hos mig, så den onde fjende ingen magt får over mig. Amen

Sov straks derefter, glad.

(Uddrag af Luthers morgen og aftenbøn i den lille katekismus)